
Den Sorte Svane – Foredrag med Steen Schat-Holm
Dette er et lukket arrangement for klubbens medlemmer og deres gæster
Erhvervsklubben inviterer til et enestående og lukket foredrag med undersøgende journalist Steen Schat-Holm, en af hovedkræfterne bag dokumentarserien Den Sorte Svane – en af de mest opsigtsvækkende og komplekse dokumentarer i nyere dansk mediehistorie.
Over to år fulgte Steen og hans kolleger et spor, der skulle vise sig at føre dybt ind i et netværk, hvor under- og oververdenen mødes. Med ti måneders hemmelige optagelser og en kompromisløs indsats lykkedes det gravergruppen at dokumentere, hvordan navngivne personer – fra rockere til advokater – samarbejdede om eller vendte det blinde øje til omfattende økonomisk svindel.
I foredraget tager Steen publikum med bag kameraet og giver et sjældent indblik i, hvordan dokumentaren blev til: fra de første spæde idéer og den minutiøse research til de afgørende konfrontationer og de personlige dilemmaer undervejs. Du hører om den skjulte underverden, det opsigtsvækkende dobbeltspil og det vedholdende journalistiske arbejde, der til sidst bragte sagen frem i lyset – og samlede hele Danmark foran skærmene.
Steen Schat-Holm har gennem mere end ti år markeret sig som en af landets mest erfarne graverjournalister. Han har stået bag et utal af programmer i Operation X, udviklet og været vært på en DR3-serie om Stein Bagger og Mogens Amdi Petersen, samt produceret en række markante dokumentarer til TV 2.
Dette er en sjælden mulighed for at komme helt tæt på arbejdet bag en dokumentar, der for alvor satte dagsordenen – og på journalisten, der var med til at få det hele til at ske.