Træd ind i en verden af skønhed, elegance og lidenskab med Rejsen til Paris, en koncertoplevelse der tager dig direkte til hjertet af Paris. Koncerten byder på alt godt for sang og klaver. Rejsen til Paris er en fejring af Paris’ kulturelle arv gennem musikken. Tonerne fra nogle af historiens mest ikoniske komponister, vil føre dig gennem Paris’ gader.
Her vil du møde Claude Debussys og Maurice Ravels impressionistiske univers, der med sine populære harmoniske klange skaber et lydbillede af Paris’ skønhed og mystik.
Francis Poulencs elektriske og levende kompositioner, fanger byens pulserende energi og kulturelle mangfoldighed. På et musikalsk gadehjørne kan du høre legende og humoristisk uddrag fra værket “La Courte Paille”.
Svenske Helena Munktell var også én af romantikkens mange kunstnere som lod sig inspirere i og af Paris. Hendes kompositioner vil sætte et unikt præg på den Parisiske stemning med sin skandinaviske elegance.
Lyt til Reynaldo Hahns sofistikerede og romantiske melodier. “A Chloris” bringer en atmosfære af nostalgi, romantik og inderlighed.
Ingen rejse til Paris er komplet uden chansonernes dronning, Édith Piaf. Hendes ikoniske sang “La Vie en Rose” afslutter koncerten på bedste manér.
Koncerten starter kl. 20:00 og varer ca 60 minutter.
KØB BILLETTER
Clara Gunge er en dansk lyrisk sopran. Hun er uddannet fra operaakademiet i Stockholm ved Stockholm University of the Arts, hvor hun afsluttede sin uddannelse med at synge titelrollen i Massenets Cendrillon på Folkoperan i Stockholm i juni 2023. Hun har tidligere en bachelor i klassisk sang fra Det Jyske Musikkonservatorium, Århus.
I september 2022 havde hun sin debut på Kungliga Operan i Stockholm som Annina i Verdis La Traviata i forbindelse med sin praktik. Sommeren 2022 havde hun debut som Pamina i en opsætning af Suitcase Opera i Umeå, og sommeren 2023 udforskede hun rollen yderligere i en fuld opsætning af Die Zauberflöte med Lyric Opera Studio Weimar i Tyskland.
Sæsonen 23/24 har hun været en del af Folkoperans young artist program i Stockholm, hvor hun bl.a. var en del af solistensemblet på Vita hästen (Im Weißen Rößl).
Clara er en brugt koncertsanger, som nyder alt fra den nordiske sommers koncerter under åben himmel, kirkerum med højt til loftet, såvel som koncerter i private stuer. Hun har bl.a modtaget Helle Arenth Jakobsens legat for unge kunstnere og Lisbeth Håkanssons stipendium.
Lasse Loft Jensen er en dansk pianist bosat i Aarhus og freelancer i Danmark og Sverige.
Han færdiggjorde i sommeren 2022 sin bachelor på Det Jyske Musikkonservatorium ved lektor Søren Rastogi og er fra 2024 kandidat fra Kungliga Musikhögskolan – Edsbergs Slott, som er en uddannelse specialiseret i kammermusik. Der har han studeret hos professor Mats Widlund og kammermusikprofessor Mats Zetterqvist.
Lasse Loft Jensens særlige passion for kammermusik kan opleves i flere sammenhænge, herunder i samarbejde med operasangerinden Clara Gunge, hvor de har fokus på værker komponeret i Paris. Desuden turnerer Lasse Loft Jensen og violinisten Toke Hansenius med et projekt kaldet ”Særlige Sonate”.
Med en særdeles bred interesse indenfor klassisk musik spiller Lasse Loft Jensen alt fra Beethovens klavertrioer til uropførelser af nye værker som Josefine Opsahls Klarinetkvartet. Hans største engagement ligger i at udforske det 20. århundredes mangfoldige musikalske strømninger. Denne palet af klangfarver bringer han også i spil som formidler af det klassiske standardrepertoire.